Besøg ved olde

Min far var en efternøler som selv fik børn relativt sent. Men alligevel er jeg så utroligt heldig stadig at have min skønne farmor! Jeg kalder hende bedstemor, for det syntes hun bedst om da hun blev spurgt hvad hun helst ville kaldes den gang jeg var lille. Hun fylder 95 i år og hun er så skøn. Fuld af humor, fjol og masser af gode historier.

I søndags besøgte hele familien hende, altså jeg, manden og ungerne. Hun flyttede på plejehjem for et par år siden, og de har faktisk overraskende mange arrangementer og ting de skal være med til. Mindre overraskende er nok at hun sover middagslur og hurtigt bliver overvældet. Det samme gælder jo faktisk for mine børn + det faktum at de er rigtigt gode til at larme.. Det jeg prøver at sige er at det kan være ret svært at finde et godt tidspunkt at besøge hende på, og det medfører simpelthen så dårlig samvittighed når der går for lang tid i mellem.
Jeg er nok ikke den eneste der har det sådan.

I søndags gik det dog så fint! Hun var så frisk og glad for at se os. Ungerne fortalte en masse ting hun nok verden kunne høre ordentligt eller forstod, men hun lod som om og det var herligt at se. Ungerne er vilde med hende og krammer hende hele tiden!

Far og børn gik på et tidspunkt en tur på gangen og hilste på de andre beboere, der også var ude at få strækket benene. I mens var der rig mulighed for at sladre og mindes. Min bedstemor havde en stak fotos til at ligge af gamle venner, fester, huset min bedstefar byggede til hende, min far som baby og meget mere af det der nu sker igennem sådan en langt liv. Dem kiggede vi igennem og jeg fik at høre om det hele. Hun har godt nok mange gode historier at fortælle!

Min bedstefar var en rigtig kreativ mand, der blandt andet har bygget de fineste smykkeskrin med de smukkeste udskæringer i, som han har givet til mange af kvinderne i familien. Jeg har også et. Hun kom i tanke om sit eget, og bad mig hente det. Det var nok det største jeg har set, af de han har lavet og sååååå fint altså. Sikke en dygtig bedstefar jeg havde mig. Hun ser ikke godt mere, og gider ikke rigtigt smykker og pynt (andet end til fastelavn)…

Så hendes døtre, børnebørn, søstre osv har fået lov at arve mange af hendes fine sager. Men der var stadig nogle rigtigt fine (og gamle) ting i. Jeg elsker at kigge på sådan noget og høre historierne bag. Hun kunne dog ikke rigtigt huske så meget om de ting hun havde tilbage, så det gik den anden vej rundt og jeg fortalte hende om de ting, som hun ikke selv så godt kan se. Hun tilbød mig at tage hvad jeg syntes om, men da jeg viste hende en medaljon med et gammelt sort/hvid billede af min bedstefar som helt ung, skyndte hun sig at gemme det (selvfølgelig skulle hun ikke gå af med det!) og jeg kunne se hun blev helt rørt. Hver gang hun så et billede af sin mand, som døde for 11 år siden, sagde hun højt og stolt: Se, det er min kæreste! Sgu da så sødt altså. Her er et billede af de to som unge – i 1947!

Jeg fandt to smukke halskæder i hendes skrin, som jeg ikke kunne vælge mellem. Hun sagde, jeg skulle tage dem begge to, for de havde ingen værdi – hverken af penge eller for hende personligt; mest fordi hun knap kan huske dem eller se dem for den sags skyld. Jeg fortalte hende at de betød rigtigt meget for mig, for det var to halskæder jeg kunne huske hun ofte bar da jeg var barn og fik lov at få på når jeg (ofte) blev passet hjemme hos hende.

Jeg synes endda den ene minder meget om min vielsesring, hvilket bare betyder endnu mere.

Hun fik tårer i øjnene da vi skulle gå, hvilket ikke gør det spor nemmere. Men både ungerne og jeg glæder os til næste gang vi skal besøge hende, hvilket jeg har lovet både hende og mig selv skal være meget snart.

Min bedstemor er heldigvis vel besøgt, men hun fortæller om mange af hendes naboer der ikke er lige så heldige. Desværre. Tænk hvor heldig man kan være, med de ældre, livskloge, glade, kærlige mennesker i sit liv. Dem skal vi huske at passe rigtigt godt på!