Besøg ved olde

Snarlig flytning – tankerne om det lige nu..

Det er en noget ambivalent følelse sådan at skulle rive pælene op, fra en by man har boet i i flere år. Den by som ens børn kender og har sig daglig færden i. Tæt på de oplevelser vi har været vant til siden Noah blev født.

Især fordi det endte med at blive en meget spontan beslutning – og så alligevel ikke. Vi har aldrig rigtigt været glade for at bo i det lille rækkehus, som vi bor i nu. Jo, vi var glade for at komme lidt uden for byens larm og få lidt højere til himlen. Det er fantastisk med en have som ungerne kan lege i og jeg kan nusse planter og krydderurter i. Det var skønt at slippe for at slæbe indkøbsposerne op på anden sal!

noah-i-doeren

Men hvor vi bor nu er der stadig nogle mennesker som bare ikke kender til begrebet “hensyn”. At være i haven, er ikke rart når man føler sig overvåget og konstant i fare for at blive angrebet – hvert fald verbalt. Og turen fra carporten og hen til hoveddøren føles tit meget længere end turen op på anden sal.

Alt dette er der især én person der er skyld i. Samme person er årsagen til at vi valgte at gøre alvor af vores mange snakke om at flytte.

Jeg har drømt om det faktisk siden vi flyttede her til. Men for det første er det jo ikke billigt at flytte, og for det andet kunne jeg ikke bære at “udsætte” mine børn for turen én gang mere. De oplever jo ikke de ubehageligheder, som jeg og min mand gør og så længe de ikke gør dét og bare synes at alt er dejligt, er det jo ikke rigtigt slemt.

Men det blev det. Det er kommet dertil hvor jeg bliver angst når jeg hører det banker på døren, hvis jeg ikke venter nogen. Hvad hvis det er hende? Hvad skal jeg nu stå model til?
Dén dag, faktisk på vores 2 års bryllupsdag, blev jeg anklaget offentligt for alverdens grimme ting. Og det var ikke første gang. Så samme dag tog vi beslutningen om at flytte – langt væk.

Jeg følte på en måde at så vinder hun jo; hun fik mig smidt væk fra mit hjem. Efter år med grimme oplevelser, beskyldninger og mere til. I al den tid har jeg hilst på hendes børn, de mange mange gange de henvendte sig til mig – selvom hun fortalte alle andre at de var rædselslagne for mig. Men når mine børn hilste på hende enten ignorerede hun dem eller sendte dem onde blikke.

Det er ikke hende der vinder. Hendes type vinder aldrig noget. Hun er en stakkel, der har brug for hjælp. Det ses jo simpelthen så tydeligt på den slags opførsel. Men det kan være meget svært at overbevise sig selv om, når man står lige midt i det.

Jeg er så utroligt heldig, at have en mand der altid kan se tingene ude fra og fortæller mig hvis jeg er galt på den, I det her er han på min side. Han føler sig heller ikke tryg her længere. Det vildeste lige nu er at jeg har fået smidt i hovedet over flere omgange, at alle herude hader mig og ønsker at jeg skal flytte “ad helvedes til”. Jeg har endnu ikke mødt en herude, ud over hende, der har været decideret ubehagelig over for mig. Til gengæld har jeg mødt flere nu, der har haft samme grimme oplevelser med denne samme person. Flere af dem er også flyttet.

Vi glæder os til at flytte. Og når det engang er sket, kan jeg nok godt finde på at fortælle lidt mere i detaljer omkring alle vores oplevelser herude. Eller måske man skulle skrive en bog – der er dælme nok materiale at tage fat på.

Det var lidt selvmedlidenhed herfra – har i nogensinde oplevet naboer fra helvede? (Har i forresten set at der er en serie på Netflix, der handler om netop den slags?)

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Besøg ved olde